10 øvelser for gravide
Slip af med ondt i kroppen
tirsdag 19.10.10
- Af Marie Sloma Qvortrup Foto: Vanna Envall og Rikke Mansø Model: Emilie Franke Lephilibert
Er din krop begyndt at knirke og knage under din nye vægt? Du kan sagtens forebygge, at det kommer til at gøre mere ondt, mens du er gravid.
At være gravid kan være en kæmpe belastning for kroppen. Det er ikke kun maven, der vokser. Også de indre organer som nyrer og hjerte bliver større end normalt. Kroppen danner faktisk cirka halvanden liter ekstra blod. I løbet af de første 12 uger sørger hormoner for, at der bliver dannet ekstra blodkar i benene, og at musklerne begynder at vokse. På den måde bliver kvindens ben klar til at bære den ekstra vægt. Det er også hormoner, der sikrer, at leddene gradvist bliver mere og mere smidige. Og den proces er noget, der kan mærkes – især i de vægtbærende led i bækken, lænden og benene.
Afspændingspædagog Johanne Holst mener, at det vigtigste, når man er gravid, er at lytte til sin krop:
"Det handler om at respektere sin krop. Gør det ondt et sted, så stop op, og tag et hvil. Har du stillesiddende arbejde, er det en god idé at skifte stilling hyppigt og at rejse sig og gå rundt. Og når du laver noget fysisk – hvad enten det er arbejde eller øvelser, så hold pauser, og husk at trække vejret," råder hun.
Når kroppen er på hårdt arbejde – som det er at lave et nyt menneske – bliver den hurtigere træt og øm, og for mange gravide bliver de sidste måneder af graviditeten en fysisk udfordring. Benene værker og hæver op, lænden er øm, og der samler sig væske i leddene. Måske har du svært ved at finde hvile eller får ondt i kroppen af at sidde for længe stille ved et skrivebord. Alt sammen er ifølge Johanne Holst helt normalt:
"Det er vigtigt at huske, at det ikke er en sygdom at være gravid: Det er normalt, at kroppen bliver både træt og øm undervejs, og det er ikke unormalt, at kroppen gør lidt ondt – tværtimod. Smerterne skal bare ikke blive voldsomme eller fylde for meget i hverdagen, så skal man selvfølgelig søge læge. Men ømhed, væskeophobninger og mindre smerter i ryg, lænd og ben er altså naturligt, når man er gravid, siger hun, der råder til at styrke kroppen med enkle øvelser.
Afspændingspædagog Johanne Holst viser dig i en række korte film, hvordan du kan udføre 10 nemme og hurtige øvelser, der aflaster din gravide krop:
Øvelse 1: Styrk dit bækken og din ryg, mens du er gravid
Øvelse 2: Endnu en måde at styrke dit bækken og din ryg
Øvelse 3: Styrk din ryg, mens du er gravid
Øvelse 4: Styrk dine skrå mavemuskler, mens du er gravid
Øvelse 5: Styrk dine ben og ankler, mens du er gravid
Øvelse 6: Endnu en måde at styrke ben og ankler
Øvelse 7: Styrk din nakke, mens du er gravid
Øvelse 8: Styrk dine ben og balder, mens du er gravid
Øvelse 9: Styrk dine lår, mens du er gravid
Øvelse 10: Styrk dine skulderblade og nakke, mens du er gravid