Blog: Kæft, trit og drengebørn

Mandag d. 10. november 2014 - af Cristine Gliese

Om Cristine

Jeg er tekstforfatter, og i 35 år har jeg stavet mit navn. Hvis du vil vide hvorfor, så stav selv til Cristine. For det hedder jeg. Mit fædrene ophav mente, det var nemmest: Cristine uden H.

I 2005 mødte jeg en mand. Han hedder Dan, og ham er jeg gift med i dag. Jeg har store planer om at holde mig på den slanke linje, underholde ham på bedste vis og bære mine frugtbare hofter med stil. De planer lever sit eget liv. Men han er her endnu.

I 2009 blev jeg mor. Til Hjalte. Han er uden sammenligning, det smukkeste og mest berigende menneske jeg kender.

I 2012 blev han så storebror til Asbjørn, der ved fødslen pissede på alt og alle, undtaget ham selv. Han er beviset på, at kærligheden er uendelig og godt kan deles på lige vilkår mellem flere.

Følg mig på min blog www.cristines.dk.

Så blev det drengeforældrenes tur i den offentlige debat. Kan vi opdrage dem? Os forældre, der er blevet lyksaliggjorte med 1, 2 eller flere af slagsen. Kan vi finde ud af, at give dem, det, de har behov for?

Eksperterne siger nej - de oplever flere og flere drenge, der ikke kan sidde stille i timerne, kommer i skole uden deres bøger, er larmende, er mere syge end piger, kommer oftere i specialklasser, færre drenge gennemfører uddannelser og så videre.

Læs også: Børnepsykolog: Forældre i dag svigter deres børn

De er faktisk nogle drengerøve, blev der sagt.

Jeg plejer at have alle parader oppe, når der tales om børneopdragelse gennem medierne.

Men denne gang må jeg give eksperterne ret.

Jeg er selv mor til to drenge. En på 2 år, en på 5.

Der er gang i den. Som i GANG i den herhjemme. Så meget, at katten har fået stress og må få beroligende piller. Ja, du læste rigtigt … Tarzan er mildest talt forvirret.

Læs også: Her er hemmeligheden bag velopdragne børn

Men er det fordi, vi ikke opdrager her? Fordi vi taler for meget med vores børn, om hvad man må og ikke må? Fordi vi ikke tør stille krav, lukker øjnene og lader dem være drenge, fordi: Sådan er drenge, jo?

Nej, blev der sagt.

Vi har to overordnede opdragelsesprincipper her hjemme.

1) Jeg er voksen

2) Du er et barn

Det leder os hen til den fælles strategi: Jeg ved bedst.

Og som gerne efterfølges af et: Fordi jeg siger det.

Og jeg diskuterer det sjældent. Der er ikke grænser for, hvor mange gange, jeg er blevet mødt at øjne, der rullede hen over mig, når jeg råbte Køge Torv op og siger: HER! Eller: Du stopper LIGE NU! Eller medfølede øjne (også fra nære venner) til de to på 2 og 5 år, når snotten, gråden og vreden har stået ud af øjnene på dem, fordi de er blevet irettesat - også i andres hjem.

Læs også: De 7 største synder i børneopdragelsen

Vi er strenge herhjemme. De strengeste i min omgangskreds. Men jeg vil ikke lade to umodne hjerner på 2 og 5 år bestemme over mig. Jeg har holdt dem i benlås, når der skulle børstes tænder. Jeg har efterladt dem på gaden, når de ikke ville gå længere. Jeg har taget dem i hoved og røv og splittet dem ad, når de leget Ninja og det blev for voldsomt og ord ikke var nok.

Jeg ved bedst. Jeg er voksen. Du er et barn. Slut.

Jeg praktiserede lige præcis afledningstaktikken i rundt regnet 6 måneder ved begge børn. Jeg mener ikke at ignorering af børns opførsel er en måde at lade dem tilgå verden på. Når de slår - skal jeg så sige: Neiii, se lastbilen! Eller: Du skal ikke slå mig. Jeg vil ikke have det!

Jeg er klar over, at et barn på op til 20 måneder, ikke forstår mine ord. Men hvad betyder en lastbil, når jeg lige har knaldet min mor en højre? Forstå den …?

Læs også: Sådan får du hjælpsomme børn

Jeg stiller krav. Også for store krav, det ved jeg godt - for det er jo børn for pokker. Men samtidig får jeg stor ros for, at den 2 årige selv sætter sin tallerken på plads efter han har sagt 'Tak for mad', at de begge rydder op uden brok, at de kan dele deres legetøj, at de kan dele deres mad og slik med andre børn, at de kan gå på gaden uden at sidde i klapvognen, at de tier stille, når de vokse taler, at de kan vente til det bliver deres tur (hver gang), og at de ved, at det der blik, det betyder: Der var grænsen, kammerat.

Jeg forstår ikke frygten for at stille krav til børn. Jeg forstår det simpelthen ikke. At der kan være perioder, hvor man ikke orker - det kan jeg forstå. Jeg er selv lige sluppet ud af en tre ugers lang krise, hvor jeg ikke kunne overskue larmen derhjemme længere. For den er der jo, lige gyldigt, om militærdiciplinen er til stede. For mine drenge er ikke artige, slet ikke - de kender bare deres plads. Nederst i hierarkiet.

Læs også: Sådan siger du nej til dit barn - uden at sige nej

Men frygten for at være voksen, og tysse i stedet for at irettesætte - den er mig ubegribelig. Flere og flere forældre har slet ikke stillet sig selv spørgsmålet, om, hvilke mennesker, de ønsker deres børn skal blive. Jeg vil have børn, der bliver til mænd, der kan indordne sig med deres selvstændige væsen. At de kan skelne mellem ret og rimeligt - at de bliver borgere i et samfund som er så drønhamrende afhængige af, at vi har mennesker, der vil gøre det godt. Om det så er som håndværker eller jurist. Det er fuldstændigt irrelevant. Bare de gør det godt. Så godt de kan. Hver dag. Ikke for min skyld, men fordi, det har de lært og mærket, er det, der giver dem den nemmeste tilgang til resten af livet.

Vi skal passe bedre på vores børn - og det er jeg enig i, at vi kun gør, hvis vi kræver retten til voksenheden tilbage. Fra os selv.

Du er voksen. Du bestemmer. Derfor.

Har du kommentarer til dette indlæg? Giv gerne din mening til kende her på MAMA.dk's Facebook-profil

Andre indlæg af Cristine:
Lidt om det vi selv vælger
Toiletsvupperen
For hvis skyld?