8 intelligenser - hvilken har dit barn?

Lørdag d. 17. januar 2015 - af Lisbeth Madsen, Alive.dk Foto: All Over Press

Hvis du ved hvilken intelligens, der er stærkest hos dit barn, så kan det hjælpe dig til at forstå dets behov og stimulere barnet bedre.

Det mener den amerikanske udviklingspsykolog Howard Gardner, som i den forbindelse har defineret 8 forskellige intelligenstyper, som dit barn kan have: Sproglig, matematisk, musisk, rumlig, kropslig, naturalistisk, personlig og social intelligens.

Læs også: Hvilken læringstype er dit barn?

Det er dog vigtigt, at du stimulerer alle intelligenser hos dit barn og ikke kun den, der træder stærkest eller svagest frem. Hvis du nøjes med at stimulere enkelte intelligenser, vil barnet komme til at mangle kompetencer i andre retninger, mener psykologen.

Her er de 8 intelligenser - og hvordan du stimulerer dem hos dit barn

Sproglig intelligens
Kendetegn: Den sproglige intelligens kaldes også den sprogligt-verbale intelligens. Elsker at læse og skrive. Dygtig til ordlege og kan huske navne, datoer og steder.
Stimuler den sproglige intelligens: Læs bøger, fortæl historier, lav ordlege, og løs krydsogtværs sammen. Inspirér til at skrive dagbog, digte eller breve.

Matematisk intelligens
Kendetegn: Elsker matematiktimerne og er god til tal, hovedregning og problemløsning. Fin forståelse for at tænke abstrakt.
Stimulerer den matematiske intelligens: Spil hukommelses- og logikspil som Stratego og Mastermind sammen, sortér legesager efter for eksempel vægt og størrelse.

Musisk intelligens
Kendetegn: Glad for at lytte til musik og god til selv at lave den. Nynner, synger og trommer det tit, når det laver andre ting.
Stimuler den musiske intelligens: Hør musik, syng sammen, leg med rytmer. Lad dit barn spille et instrument, og tag det med til koncerter.

Rumlig intelligens
Kendetegn: Den rumlige intelligens kaldes også den rumligt-visuelle intelligens. Typisk meget glad for puslespil og for at tegne og bygge. God til både farver, former og linjer.
Stimuler den rumlige intelligens: Læs bøger med illustrationer, tegn sammen, fotografér, og byg med klodser. Lad dit barn finde vej selv, når I er på tur.

Kropslig intelligens
Kendetegn: Elsker at bevæge sig og at bruge sin krop, både til sport og til at fortælle med. Samtidig er det god til at støtte, trøste og motivere andre på en behagelig måde.
Stimuler den kropslige intelligens: Lad dit barn gå til sport, spille teater og hjælpe med havearbejde og madlavning.

Naturalistisk intelligens
Kendetegn: God til at adskille forskellige plante- og dyreracer fra hinanden. Elsker naturen og dyr og at se naturprogrammer i fjernsynet. Samler gerne skaller, sten, fjer.
Stimuler den naturalistiske intelligens: Lad dit barn gå til spejder, gå sammen i køkkenhaven, anskaf jer et kæledyr.

Personlig intelligens
Kendetegn: Har en stor indre verden og trives fint i sit eget selskab. God til at underholde sig selv og leger fint alene. Har meget selvtillid og gør, hvad det selv vil.
Stimuler den personlige intelligens: Lyt, når dit barn fortæller om sine følelser, og meld dit barn til en individuel sport.

Social intelligens
Kendetegn: Elsker at lege med andre og er god til at få nye venner. Vil gerne hjælpe andre med at løse deres problemer og er god til at inspirere dem.
Stimuler den sociale intelligens: Lad dit barn dyrke holdsport og være med til at arrangere familieudflugter.

Læs også:
Hvilken læringstype er dit barn?
Sådan styrker du dit barns selvtillid